At gøre det bagvendt…

Nu er Skrive Jørgen endeligt kommet på Facebook og jeg har fået rettet de (foreløbigt) sidste detaljer på hjemmesiden. Så er jeg da nået så langt og har fået flere/bedre muligheder for at promovere mine udgivelser  🙂 

 

Der er jo noget bagvendt over den måde, jeg har grebet mit projekt an… at jeg udgav min debut for et ½ år siden og først har fået en fb-side nu, men der er en (for mig) god forklaring… ja nu er en så meget sagt, for det er en blanding af flere ting.

Først og fremmest havde jeg et behov for at få den første digtsamling udgivet, til dels for at afslutte den periode i mit liv, som godt nok havde (gen)startet min digtning, men som også havde været præget af sygdom og modgang. Til dels for at handle mens jeg havde modet til det, i stedet for at gå i stå under forberedelserne og lade tvivlen ud-redigere alt.

Dernæst spillede (spiller) økonomien selvfølgelig en styrende rolle og netop grundet de foregående år med sygdom og arbejdsløshed, var det ikke bare sådan lige at hive de nødvendige finanser ud af det private budget. Jeg var så heldig at få tilbudt en hel del overarbejde i sommerferien (2017) og det gav den fornødne luft i økonomien.

Derfor etablerede jeg firmaet, så snart jeg kunne overskue finansieringen og fik sendt den første fil til trykkeriet, fordi så var jeg i gang. Hvilket for mig betyder, at nu kan jeg ikke længere vige uden om og lade være med at prøve… nu vil det være at stikke af, forlade, opgive… og det er meget værre, end at mislykkes, så da jeg stod med de fysiske eksemplarer af min første udgivelse, føltes det både enormt stort og samtidigt forpligtigende  😀  😮 

Min første digtsamling “Rimelige tanker

Heldigvis er jeg tålmodig og har realistiske forventninger, eller rettere er jeg realistisk og har ingen forventninger, kun håb og ønskedrømme  🙂 
Som sagt nu har jeg gjort forsøget, så skal det også følges op og have en fair chance, så vil fremtiden vise…

 

Og i betragtning af jeg med egne øjne har set en god ven starte med første salen og så stueetagen bagefter, da han byggede sit kolonihavehus, så er intet jo umuligt  😆 (den historie har også en god forklaring, men det må blive en anden gang)

 

Jeg glæder mig til at skulle bruge mindre tid på IT-teknik og mere på at skrive  😛 

 

Som chefen sagde til den nye medarbejder,
da han sov for længe på sin første arbejdsdag:
”Det var godt nok tidligt, du kom for sent”  😕 
😉

                                           Jens

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *