Der var engang to frimærker der fulgtes ad fra trykken ved siden af hinanden på det samme ark. De var, som alle nye frimærker er, stolte, flotte og fine frimærker, parate til hvad end deres rejse måtte blive.

Kunne frimærker snakke som vi mennesker, ville de sikkert sige, at målet ikke er rejsen i sig selv, målet er fuldførelsen…
Men frimærker har deres eget tavse sprog og denne histories følgesvende nåede både at udveksle håb & drømme om fremtiden, samt ønske hinanden god rejse, mens de to frimærker stadig sad sammen tak mod tak.

Først fulgtes frimærkerne til det nationale hovedpostkontor, derfra til det samme regionalkontor, videre til den samme by, så til det samme lokale postkontor og endeligt helt frem til den samme kasse og ned i den samme frimærke-skuffe.

Senere blev frimærkerne solgt… begge på den samme dag, begge til hver sin unge kvinde, begge beregnet til hver sit kæreste brev, som begge var tiltænkt hver sin udkårne.

Først herfra sendte skæbnen de to frimærker ud på hver sin rejse og ingen af dem havde forventet, at de mange mange år senere skulle mødes igen…

_______________

 

Imens det ene frimærke kom verden rundt, blev vidne til både krig & fred, tårer & glæder og igennem mange år berørte mange hjerter… Gemte og sidenhen glemte et knust hjerte det andet frimærke nederst i en mørk støvet skuffe gennem næsten lige så mange år.

Begge kvinder var blevet forelsket i- og forlovet med- hver sin, nu udsendte, soldat og begge kvinder ønskede at beskrive deres kærlighed og sende deres udkårne et romantisk brev.

_______________

Få dage efter satte den ene af kvinderne sit ene frimærke på en konvolut, lagde brevet med sin kærlighedserklæring inden i, klistrede konvolutten sammen og forseglede lukningen med et dybtfølt kys fra et håbefuldt hjerte.

Til at begynde med gik frimærkets og dermed også konvoluttens & brevets rejse baglæns. Først blev de båret hen til postkassen, derfra på cykel til det lokale postkontor, videre med bil til byens kontor, så med lastbil til regionalkontoret og endeligt med tog helt tilbage til det nationale hovedkontor.

Derfra fortsatte rejsen med skib halvvejs rundt om jorden inden konvolutten, med frimærket uden på og brevet inden i, på ny først blev båret fra borde, derfra kørt med tog, videre med lastbil, så med bil og endelig med motorcykel til fronten, helt ud til den udkårne soldat.

_______________

 

Med en barnlig iver, som var det juleaften, rystende hænder og et bævende hjerte fik soldaten åbnet brevet fra hans trolovede… allerede fra første linje af bredte en varm lykkefølelse i den unge soldat, hans ansigt lyste op i et strålende smil og mens hans øjne slørede til af glædestårer, læste han de kærlige ord igen og igen og igen, til det var tid at gå til ro…
Soldaten foldede omhyggeligt brevet sammen og lagde det tilbage i konvolutten, men inden han lagde konvolutten, og dermed også frimærket, i sin skjortes venstre brystlomme, tættest på hjertet, kyssede han stille de rødlige spor fra den unge kvindes læbestift på konvoluttens bagside.

Mangt en aften, gennem den tilsyneladende uendelige krig, foldede den unge soldat forsigtigt brevet ud for at læse hans hjertenskærs søde ord.
Som et smukt lys i denne alt for mørke tid gav ordene soldaten styrke, fysisk såvel som psykisk.
Ordene holdt hans mod oppe, de gav ham håb og, ikke mindst, så bevarede kærligheden hans medmenneskelighed.

Fra udsending til udsending, front til front, land til land og verdensdel til verdensdel rejste brevet, konvolutten og dermed også frimærket jorden rundt.
Som et kærlighedens fyrtårn ledte den unge kvindes søde ord hendes udkårne soldat gennem krigens rædsler og gru.

_______________

Alting har en ende, selv de mørkeste krige og en skønne dag vendte soldaten langt om længe hjem til sin højtelskede forlovede, som modtog ham med åbne arme og mange dybe kys.

Han havde stadig konvolutten med brevet indeni og frimærket udenpå i sin brystlomme.
Alle tre dele præget af tiden… papiret var flosset i kanterne og begyndt at revne langs foldelinjerne efter de mange gange brevet var blevet læst… konvolutten var gulnet og beskidt efter den lange rejse… ja selv frimærket var plettet af blod og tårer, præget af krigens grusomhed men også af kærlighedens håb.
Nok engang tog han konvolutten op af lommen, nok engang foldede han forsigtigt brevet ud og nok engang læste han de smukke ord… men for første gang sammen med hende.

Brevet, konvolutten og dermed også frimærket var et symbol på deres fælles kærlighed og da bryllupsklokkerne endelig kunne ringe, blev konvolutten med brevet indeni og frimærket udenpå svøbt rundt om brudebukettens håndtag.

_______________

 

Gennem mange år i et langt og lykkeligt ægteskab sad brevet, konvolutten og dermed også frimærket rundt om den tørrede buket.
På en rejse med gode stunder & hårde tider, familieforøgelser & tab, succeser & fiaskoer, heldigvis med flere glæder end sorger, fulgte konvolutten, brevet og frimærket de to menneskers liv & kærlighed.
Ikke som blinde passagerer og aldrig hverken gemt eller glemt, men som en del af familien.

Mangt engang, til børn såvel som børnebørn, blev brevets, konvoluttens og dermed frimærkets historie fortalt i familiens skød.
Og selvom evig kærlighed ikke kan give evigt liv, blev familiens historie fortsat genfortalt fra den ene generation til den næste. Ligesom brevet, konvolutten og frimærket blev bevaret, selvom brudebukettens blomster med tidens tand var smuldret bort.

Derfor fulgte historien også med, da frimærke & konvolut blev sat til salg, mere end en menneskealder efter at frimærket var kommet ud af trykken.
Familien beholdte brevet og dets præcise ordlyd for sig selv, men de vedlagde i stedet en beskrivelse af brevets, konvoluttens og dermed også frimærkets lange forunderlige smukke historie.

_______________

 

Således kom det ene frimærke, stemplet plettet skadet og påklistret en medtaget konvolut, frem til frimærkeauktionen, hvor det mødte sin gamle side-ven og første rejsekammerat, det andet frimærke, igen.

_______________

 

Det andet frimærke var stadig ustemplet, det havde aldrig siddet på en konvolut, fået den mindste plet eller været på sin egen rejse.
Frimærket fremstod ligeså klart, fint og flot som den dag de begge var kommet ud af trykken.
Og det var stadig ligeså stolt som dengang… om end det nu var stolt af sine fine stand og alder, fremfor sit oprindelige formål.

Hvorfor det andet frimærke var blevet gemt og sidenhen glemt eller hvad der havde knust den anden unge kvindes hjerte, vidste ingen… hverken sælgeren, frimærket selv eller møblet med den mørke skuffe, hvor det andet frimærke havde tilbragt mere end en menneskealder.

_______________

 

Auktionen gik, som den slags nu går og for anden gang på hundrede år, blev de to frimærker solgt lige efter hinanden, fra det samme sted, på den samme dag og til den samme slags kunde… denne gang en frimærkesamler.

Men til det andet frimærkes overraskelse, det ustemplede, blev hammerslaget for det første, stemplede plettede og beskadigede frimærke på den gamle gulnede konvolut, næsten dobbelt så højt.

”Hvorfor er jeg ikke mere værd end dig?” spurgte det andet frimærke sin gamle følgesvend, ”jeg er stadig ligeså klar, fin og flot som et nytrykt frimærke, hvorimod du både er brugt slidt og beskidt.”

”Jovist” svarede det første frimærke, ”men du har ingen historie…”

 

April 2020 © Jens Lindekilde