Her er mit liv

 

Kom til verden med glæde
i en dejlig familie
med kærlighed til stede
men også megen vilje

 

jeg blev passet og plejet
huset var aldrig stille
der blev hygget og leget
jeg fik det som jeg ville

 

blev alligevel trods alt
opdraget med empati
jeg fik ret og vrang fortalt
lærte at udvise pli

 

gik i min børnehave
og delte øretæver
imod ond talegave
brugte jeg mine næver

 

tillidsfuld og fordomsfri
med nysgerrig kærlighed
men uret og drilleri
gjorde mig ustyrlig vred

 

i skole som usårlig
velopdragen egoist
modgang kendte jeg dårlig
hvilket blev min største brist

 

blev i puberteten ramt
af mobning trods mit panser
og det følte jeg for klamt
til mine sarte sanser

 

lukkede langsomt sindet
for at mobningen forsvandt
tilbage var kun mindet
ikke noget interessant

 

det værste blev afsløret
skolen gjorde som Schlütter
fejede mig i pløret
under tæppet intet nytter

 

på gym efter niende
men var stadig kun et barn
følte det dog befriende
trods jeg var så uerfaren

 

der smagte jeg livets vin
drak tit mig selv i hegnet
på scenen blev jeg til grin
men der var det beregnet

 

jeg glemte bare noget
åbnede ikke en bog
brugte ikke mit hoved
nåede ikke mit tog

 

droppede ud og forsvandt
længere ned i hullet
hvor jeg uden selvværd fandt
mig godt tilpas på gulvet

 

håbede at kærlighed
ville falde i mit skød
at være sin lykkes smed
forstod jeg ej hvad betød

 

imens jeg tågede rundt
og ventede på toget
kørte et nyt hver sekund
uden jeg indså noget

 

som tilskuer til livet
så jeg det gå uden mig
jeg tog forkert for givet
at jeg var på rette vej

 

drømte jeg kunne være
en fandens karl i en fart
men snart måtte jeg lære
jeg ikke var særlig smart

 

heller ikke særlig stærk
til gengæld for tillidsfuld
tre røvere gik bersærk
og bankede mig omkuld

 

uden hjælp fandt jeg nye
venner der kunne nytte
mit sårede sinds syge
som jeg ville beskytte

 

der var rimeligt seje
iblandt de brodne kar
som var på gale veje
ligesom jeg også var

 

jeg greb aldrig en chance
når de dengang blev givet
var bedøvet i trance
det falske sted i livet

 

kvajede mig i stedet
måske ubevidst bevidst
kom tit i fedtefadet
og blev uønsket til sidst

 

alene uden venner
fik jeg taget mig sammen
og mit tog sat på skinner
manglede bare flammen

 

men jeg havde ingen ild
hjertets glød var gået ud
var for ofte faret vild
og fået ømskindet hud

 

var fireogtredive år
og ingen vegne nået
følte kun mit sjælesår
alt håb var overstået

 

da mødte jeg en pige
som jeg stadig ej forstår
hvad pokker ser hun lige
i fjolset med mit røde hår

 

tvivlede på kærlighed
altid været foruden
men hendes ihærdighed
gik langsomt under huden

 

hjertet vågnede til dåd
og ligeså begæret
satte sejl i fælles båd
men fik malurt i bægeret

 

som forsøgte at splitte
vores fælles kærlighed
selvom de trak en nitte
tabte vi også derved

 

fik lidt vind i sejlene
som på en og samme tid
gav succes og fejlene
mulighed for at få bid

 

da mit job begyndte
at arbejde mig lidt op
var det lægen forkyndte
jeg havde kræft på min krop

 

blev helbredt syv ni tretten
belønnet med en datter
konens ex konstant i retten
og mistede min fatter

 

jeg tog arbejdspresset med
både til hverdag og fest
og blev hele tiden ved
med det jeg mente var bedst

 

problemer med konens knægt
hvor hun kunne fornemme
malurten fra egen slægt
satte alle i klemme

 

så hun ville sige stop
og sin egen søn miste
jeg gav bare ikke op
men blev ved til det sidste

 

jeg kæmpede hev og sled
indtil jeg gled på isen
sygdommen lagde mig ned
og jeg betalte prisen

 

et år på penicillin
kostede humøret
følte mig dum og til grin
igen nede i pløret

 

men gejsten kom tilbage
betændelsen kureret
nogle spændende dage
kunne jeg holde vejret?

 

i et møde med andre
hvor alt er anderledes
lod jeg tankerne vandre
og lærte at selvglædes

 

har på ny arbejdsdage
poesi og livets lyst
min mage uden mage
hvor jeg altid finder trøst

 

dog mangler jeg at lære
men måske er jeg for klog?
til at jeg ikke bærer
min samvittighed som åg

9/9-2018 © Jens Lindekilde

gå til   Digte

gå til   Om Jens Lindekilde