Hurra

Så er min debut digtsamling officielt til salg 🙂

I søndags kom pakkerne fra trykkeriet og det var en fantastisk følelse at stå med min egen bog i hånden

Min første digtsamling “Rimelige tanker”

Samlingen hedder Rimelige Tanker og rent teknisk er den lavet som et hæfte (dermed ikke en bog). Den indeholder 46 digte + lidt oplysninger om forfatteren (altså mig *GG*), fordelt på 60 sider i størrelsen 10 x 21 cm.

Prisen har jeg sat til, hvad der svarer til 1,- kr. + moms pr. digt 😉
Jeg skriver ”svarer til” fordi som en ”mindre personlig eget virksomhed, pmv” bliver man ikke automatisk momsregistreret og jeg skal sælge 1. oplag flere gange, før det kræves. Det betyder så, at jeg ikke skal opkræve moms, men også at jeg ikke kan fratrække den moms, der f.eks. er på trykningen.

Udgivelsen af min første digtsamling er kulminationen af en lang rejse, som for mig selv markerer afslutningen af et kapitel i mit liv og begyndelsen af et nyt. Den rejse og betydningen er ikke sådan lige til hurtigt at forklare om, så den historie må komme senere og det er jo heller ikke sådan, at mit liv er forandret fra den ene dag til den anden, fordi jeg har udgivet mine digte.
Faktisk begyndte det nye kapitel så småt allerede i foråret og det hele har været en glidende proces, både turen ned og turen op igen 🙂 Der har været mange ting, som skulle falde på plads eller ordnes, før jeg kunne nå hertil og der skulle træffes nogle afgørende beslutninger.

Ud over de praktiske udfordringer, både med jeg ikke havde lov til at arbejde med at udgive mine digte, mens jeg var arbejdsløs, eller med at finde tiden til det nu hvor jeg arbejder igen, samt have råd til trykningen, så havde jeg også en stor mental udfordring i forhold til at selvudgive eller prøve at finde et forlag.

Jeg havde fra starten mine betænkeligheder ved at kontakte et forlag, da jeg ikke ønskede at en fremmed person (en redaktør), skulle gennemgå mine digte og være medbestemmende i hvilke digte der skulle med i samlingen og evt. endda forlange ændringer i digtene. Det er en del af digtene for betydningsfulde til rent personligt 🙂
Alligevel undersøgte jeg mulighederne og der var to ting, som var meget afgørende for min beslutning om at selvudgive. Til dels ville alle de større forlag have mit manuskript i 6 måneder for at beslutte om de ville udgive mine digte og i mellemtiden måtte jeg helst ikke sende det til andre… det er jeg altså for gammel til at vente på, kunne jo ende med at jeg var blevet pensionist, inden jeg havde prøvet alle forlagene *GG* til dels skulle jeg stadig forvente en del selvfinansiering… og her vil jeg ærligt indrømme, at jeg tænkte ”hvis jeg selv skal betale, så vil jeg også selv bestemme!”

I bund og grund har jeg nok søgt en retfærdiggørelse af at selv-udgive, for i takt med at min digtning har udviklet sig ved hjælp af uvurderlig anerkendelse, rådgivning, opbakning og opfordring til at få mine digte udgivet, igennem det lukkede medie hvor jeg har delt dem, blev ikke kun digtene, men hele projektet personligt. Det behøver dog ikke nødvendigvis at fortsætte sådan, jeg har ingen illusioner om at kunne klare alt selv.

Jeg har så brugt en del tid på at undersøge mulighederne, vælge trykkeform, format og layout, ligesom jeg skulle lære at lave en hjemmeside osv. I den proces har nettet været et uvurderligt værktøj og jeg har tænkt at skrive et særskilt indlæg med mine erfaringer & tips.
Dermed ikke sagt at jeg nu har styr på alt, til dels er der kommet en del flere ting til, som jeg skal ordne, end oprindeligt beregnet, til dels er jeg ikke færdig med at opdage de fejltrin, jeg har begået ind til nu eller de nye jeg kommer til at begå.

Der er så sket det, at samtidig med at jeg hentede pakkerne fra trykkeriet til ugens start (søndag aften), fik jeg muligheden for overarbejde hele ugen og har derfor ikke haft tid til et større promoverings-arbejde endnu, ligeså vel som at få denne hjemmeside helt på plads… Der har dog været tid til at glædes over min første udgivelse.

Min debut-digtsamling er udgivet og et stort personligt mål er nået.
Hip Hurra for det 🙂

                                                                                                                                       Jens

Se evt. også: Udgivelser & Rimelige tanker 🙂

og digtsamlingen koster 89,50 inkl. forsendelse 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *