Jeg er født i 1968 med en levende fantasi og har udviklet en kærlighed til legen med ord, som jeg er opflasket med. Jeg pludrede i sætninger, før jeg lærte ord og jeg kan stadig pludre i sætninger en gang i mellem.

Begge mine forældre var skolelærere og det har selvfølgelig påvirket min interesse for sproget og det skrevne ord.

 

Udover et ufuldført gymnasieophold, har jeg en handelsuddannelse med ledelseskurser, håndværkserfaring fra Odenses gamle glasværk (der lukkede i 1990) og nogle kursusbeviser indenfor jern- & metalindustrien, som jeg for nyligt er skiftet (tilbage) til, efter 20 år i butik.

Undertegnede 2016

Egentlig har jeg nydt at skrive lige siden jeg lærte det, men det er først nu, efter en længere sygemelding og det følgende karriereskift, jeg prøver at komme ud med mine tekster og digte. Under sygemeldingen gen-opdagede jeg min glæde ved at digte og havde samtidig stor gavn af det i forhold til mine tanker.

 

I februar 2015 blev jeg ramt af en kronisk tilbagevendende lungebetændelse, som formodentlig var stress relateret og i løbet af de følgende 16 måneder havde jeg i alt lungebetændelse 11 gange.

Mine stress problemer skyldtes en lang række af ting, der enten havde slidt på mine kræfter rent fysisk eller belastet mig psykisk… og nogle gange begge dele  😕

Under den samtale-terapi, som jeg var så heldig at få, viste det sig, at der også lå en del ting fra min rodløse ungdom og spøgte, noget jeg også har bearbejdet ved hjælp af poesi og som jeg håber at kunne udgive som min næste digtsamling i løbet af 2019  🙂

 

Jeg har skrevet dette selvbiografiske digt, som måske kan uddybe:

Her er mit liv

 

Som nævnt arbejder jeg til daglig som produktionsmedarbejder, til daglig er dog i mit tilfælde fast aftenhold, 4 dage om ugen, hvilket giver lidt mere tid til at skrive, men også nemt en forskruet døgnrytme… foreløbigt (siden december 2017) trives jeg nu meget godt med det   😀 

 

Fritiden bruges til dels på at skrive og ellers nyder jeg naturoplevelser, f.eks. med en fisketur ved kysten eller ved nogle af de lokale søer/moser, men det kan også blot være en gåtur med hunden eller når vi laver bål i haven.

Jeg er også en ivrig gør-det-selv mand, har blandt andet bygget et fint lille svensk-rødt legehus til datteren, som ligner de hytter (på svensk: Stuga/stugor), man kan leje overalt i Sverige.

Og sidst, men ikke mindst, så elsker jeg musik, helst på vinyl.

 

Jeg er lykkeligt gift på 12. år og sammen med min elskede hustru har jeg fået en dejlig datter. Vi har også en lille hund og bor i et mindre hus i en forstad til Odense.

Siden 2005 er vi næsten hver sommer taget på campingferie i Sverige, gerne helt oppe ved polarcirklen (siden den første gang vi var der i 2010).

Jens Lindekilde januar 2019

gå til   Om