Intet holder evigt (måske lige bortset fra gæld til skattevæsenet 😉 ) og tidens tand kan gnave selv de hårdeste bjergtoppe ned, men det foregår i et tempo, hvor et menneskeliv ikke er mere end et splitsekund og det er sjældent vi bemærker, at vi faktisk er øjenvidner til det.

Jeg er jo nok ikke den eneste, som kan huske Skarreklit, en 16 meter høj strandpille af kalksten, som stod 80 meter ude i Vesterhavet (eller mere præcist i Jammerbugten) ved Bulbjerg Knude nord for Limfjorden.

På billedet herunder (taget af min far i 1973), står jeg sammen med min mor og mine to ældre søskende på stranden foran.

Skarreklit knækkede af under en storm i 1978 og da tidens tand tog så stor en bid, trak det tilsvarende store overskrifter i aviserne, ligesom det også blev nævnt i TV-avisen.

I dag er der kun stubben/soklen tilbage, som lige når at stikke igennem vandoverfladen og det er kun fordi der er et lag flint hen over den tilbageværende kalksten, at soklen endnu ikke er eroderet helt væk.

 

Men de små forandringer i det daglige kan let overses, pludselig opdager man, at en plante er kommet op igennem asfalten, når den står der 3… 5… ja måske endda 10 cm høj.

Man opdagede ikke de små revner i asfalten, sprækken der åbnede sig og spidsen af planten der kom frem… sidst man kiggede var der bare asfalt, pludselig får man øje på en plante, der er så stor, at den i hvert ikke er kommet frem på én nat.

 

Som barn var jeg i 1977 på ferie i Sverige med mine forældre (og mine søskende), hvor min far viste os nogle seværdigheder området omkring Östersund, han selv havde besøgt som ung, blandt andet Sveriges største (vandrigeste) vandfald Tännforsen med 30 meters faldhøjde, heraf de 26 lodret og en vandmængde på 200.000 til 700.000 liter i sekundet, afhængig af årstiden… altså bortset fra om vinteren, hvor faldet fryser helt til og står som en lodret isvæg.

Billedet herover er fra første gang jeg (& familien) besøgte Tännforsen som voksen, bemærk knægten (som var 9 år dengang) i forgrunden og den voksne mand på udsigtsplatformen øverst i venstre side, for bedre at kunne fornemme størrelsen… selvom et billede aldrig kan gengive hvor imponerende og storslået vandfaldet er i virkeligheden 🙂 

 

I en lille bog/et hæfte om vandfaldet & området omkring, som vi købte det år, læste jeg efterfølgende om et klippestykke kaldet Björnstenen, der havde stukket ud øverst i vandfaldet og var styrtet ned i 1992, altså efter jeg havde set vandfaldet som barn.

Ikke at jeg kunne erindre at stenen havde været der, men jeg synes det er en lille sjov/sød historie, der også minder lidt om Skarreklit, som jeg dog kan huske at have set 🙂 

Herunder er et billede (også taget af min far) fra barndommens tur, hvor Björnstenen ses (markeret med en lille rød pil) og et billede i nogenlunde samme vinkel, jeg selv tog mange år senere, hvor stenen ikke længere er der.

 

 

 

 

 

 

I samme del af Sverige ligger et tørlagt vandfald kaldet Dödafallet, som er skabt da man prøvede at lave en kanal uden om et voldsomt vandfald, der knuste tømmeret, når de sendte det ned af elven.

Naturens kræfter (og måske sabotage) tog magten fra projektet, hele floden banede sig en ny vej uden om vandfaldet og en stor sø med 1 milliard kubikmeter vand (1.000.000.000.000 liter) blev tømt på kun 4 timer.

På mirakuløs vis blev ingen mennesker fanget i den enorme flodbølge, da den fortsatte ned af elven mod havet og selvom der i starten var en del utilfredshed, viste det sig, at den nu blottede søbund, var et temmelig godt og jævnt stykke landbrugsjord, såvel som man nu kunne få tømmeret helskindet ned af elven.

Sidenhen er der bygget gangbroer rundt i det vandløse vandfald og det er ganske fascinerende at se, hvordan vandet gennem årtusinder har slebet og formet klipperne.

 

Et af de mange skilte langs gangbroerne,

der fortæller om Dödafallets tilblivelse.

 

 

Der er flere steder dybe huller i grundfjeldet, der før var dækket af vandfaldet, kaldet jættegryder, hvor løse sten har snurret rundt under vandpresset og boret/slebet sig ned i klipperne.

Et enkelt sted er der et klippestykke med et gennemgående hul, ligesom en gigantisk lykkesten, hvor de fleste turister (os selv inkl.) gerne tager billeder, så man kan se hinanden gennem hullet… både oppe fra & nedefra og af alle i selskabet, når vi var rigtigt turist-tossede 😆

 

Her er dog et billede, uden nogen der poserer for kameraet

Hullet er cirka en meter bredt og går ned igennem 1½-2 meter klippe.

 

Da Sverige er blevet vores faste rejsemål, har vi besøgt Dödafallet flere gange (også fordi vi har haft forskellige gæster med på nogle af turene) og lidt pudsigt har vi tilfældigvis taget nogle næsten ens billeder de forskellige år.

På klippesiden langs vandfaldet var der et år sket en sammenstyrtning af lidt klippevæg, lige over et menneskeskabt hul, hvor man havde undersøgt om jernindholdet i klippen var værd at udvinde (hvilket det heldigvis ikke var, da minedrift formodentlig ville have ødelagt områdets naturlige idyl).

Så vi har vores helt egne før og efter billeder af sammenstyrtningen, som dokumenterer styrken af tidens tand.

Naturens voldsomme geologiske kræfter kan være ret fascinerende, især når vi havde den luksus at kunne observere dem i sikker afstand og selvom de beskrevne oplevelser, set i et geologisk perspektiv, var nogle meget små betydningsløse hændelser, så var de jo store nok i forhold til et almindeligt lille menneske… og vi (min hustru og jeg) synes det er lidt sjovt/spændende at vi sådan, på rent amatørplan, kan skildre vores egen geologiske øjenvidne beretning 🙂 

Jens © 16/1-2021

gå til   En forunderlig verden

gå til   Sverige

gå til   Tekster