På for vildmarks tur

I 2016 gik sommerferien for femte gang til polarcirklen og Jokkmokk campingplads  😛 

Ud over det sædvanlige, at få ”batterierne” ladet op med 24 timers dagslys pr døgn i 14 dage, var det min plan at gå og cykle nogle turer i området, både for at snuse til rigtig vildmarks vandring og for at genvinde lidt fysisk styrke (jeg var netop kommet over den sygdoms periode, hvor jeg begyndte at skrive og digte).

 

En af de første dage så jeg, på en ikke helt tydelig tavle med et kort, at der gik en vandresti fra campingpladsen op til det lokale udsigtspunkt Storknabben. Så jeg spurgte min datter, Freja, om hun havde lyst til at bestige toppen sammen med mig og det ville hun gerne  😀 

Der skulle kun være 2,6 km der op og en højdeforskel på 132 meter i forhold til campingpladsen, hvilket jeg mente, vi nemt kunne klare på højst 1½ time og for ikke at gå i middagssolen (og varmen), tog vi afsted omkring kl. 15.00 så vi kunne nå hjem inden aftensmadtid… planen var at vi skulle ringe til min hustru/Frejas mor, når vi var nået der op, så ville hun hente os i bilen.

Kortet på tavlen, jeg har indsat en grøn trekant, der hvor campingpladsen ligger og et rødt kryds ved Storknabben

Som det måske kan anes på skiltet, krydser stien en jernbane efter cirka 1 km og så langt lykkedes det os at følge den rette vej… fandt jeg senere ud af  🙄 

Da vi nåede til sporene, gik der også en anden sti langs med, til den ene side vidste jeg at sporene og stien ledte tilbage til hovedvejen tæt på bygrænsen, men stien til den anden side var slet ikke aftegnet på kortet. Det lignede dog at den sti også drejede tilbage mod hovedvejen i retning af campingpladsen.

Vi gik derfor ligeud, selvom jeg fandt det underligt, at vi bare skulle gå op over sporene… men der var godt nok også en sti på den anden side, ligesom det begyndte at gå mere opad, så vi fortsatte ufortrødent videre.

 

Det varede dog ikke længe, før den første tvivl meldte sig og set i bagklogskabens klare lys var det her, vi skulle have vendt om… terrænet holdt op med at stige, ja faktisk gik vi ind i mellem lidt nedad og i forhold til at stien (den rigtige) skulle føre op på venstre side af udsigtspunktet, synes jeg også vi kom for meget mod højre  😕 

Alligevel fortsatte vi, hidtil havde der ikke været nogle direkte forhindringer, selvom stien også var blevet smallere/mere utydelig og vi havde fortsat rigeligt med tid…

 

Men jo længere vi trængte frem, eller ind i vildnisset, jo sværere blev det at finde stien og jeg indså så småt, at det formodentlig nu var dyrestier eller at de markeringer vi stadig så på træerne ind imellem, var til snescooter spor om vinteren, når der lå en½ – 1½ meter sne… samtidig begyndte jeg også at tvivle på, at jeg kunne finde samme vej tilbage, som vi efterhånden havde tilbagelagt. Desuden havde vi også steppet over nogle ret våde steder, hvor jeg havde måtte hjælpe eller løfte Freja og dem havde jeg absolut ikke lyst til at krydse igen.

 

Med et begyndte terrænet direkte at skråne nedad og kort efter kiggede vi ud over et større åbent vådområde med siv, som jeg slet ikke overvejede at kunne komme over… det åbne landskab betød også, at vi kunne se meget længere og vi var ganske rigtigt kommet for langt mod højre, for lidt til venstre for os, kunne vi for første gang se Storknabben   😀

Udsigtspunktet var endda heller ikke særlig langt væk, men desværre kunne vi også tydeligt se den 40-50 meter høje lodrette klippevæg der op til, som var på hele højre side…

Jeg blev med det samme klar over, at vi nu måtte søge hen imod grusvejen, der ledte bagom op på højre side, fordi ved at gå den vej, var usikkerheden om vi fandt ud der, hvor vejen er tæt på toppen, eller om det blev nedad mod byen og i begge tilfælde om vi kom tørskoet frem… uanset hvad så var området på vores højre side ”indhegnet” af grusvejen og jernbanen, der begge førte tilbage til civilisationen, som vi i øvrigt tydeligt kunne høre, da der var et arrangement i byen med udendørs musik  🙂 hvor i mod hvis vi forsøgte at finde stien venstre om, så ville vi også gå ud imod den rigtige vildmark og dermed risikere for alvor at gå vild…

Det havde netop været fordi turen lå i dette ”firkantede” område, indhegnet på de tre af siderne og så tæt på byen der var mobil-dækning, at jeg havde været tryg ved at tage Freja med fra starten. Jeg var dog endnu ikke klar til at ringe efter hjælp, da jeg ville føle det overordentligt pinligt  😳 

 

Først måtte vi dog gå tilbage op ad den skråning, der havde først os ned til vådområdet og derefter ændrede jeg kursen, så vi bevidst drejede lidt mere mod højre nu. Det var fortsat kun utydelige dyrestier vi fulgte, der blev mere og mere anstrengende at gå på… som tiden skred frem, havde vi nu været afsted i mere end 2½ time, både trætheden og nervøsiteten begyndte at melde sig hos Freja og hun klagede sig forståeligt nok. Hidtil havde hun ellers imponeret med sin gejst og den ro/tillid hun udviste, i forhold til at jeg nok skulle få os hjem  😎 og det lykkedes mig også, at motivere hende til at finde lidt flere kræfter.

 

Da klokken nærmede sig 18.00 og vi således snart havde gået vild i 3 timer, var Freja dog ved at være mør, ligesom jeg begyndte at føle mig noget beklemt ved situationen, men endelig smilede heldet til os, da vi mødte en elmast… eller rettere en række master med en ledning… som jo altid ender ved et hus og ligeledes er der normalt rimeligt ryddet under elmaster/ledninger, så der er lidt lettere fremkommeligt   🙂 

Efter kun få hundrede meter, drejede vi (og maste rækken) om et hjørne og kort efter så vi en bil køre forbi lidt længere fremme… vi havde fundet grusvejen  😀  😎  😀

 

Vel oppe på vejen ringede jeg straks efter hustruen, men da stedet sværmede med myg, kunne vi ikke bare sidde og vente, så Freja fik lov til at vælge, om vi skulle gå mor i møde, eller om vi skulle følge grusvejen de sidste 500 meter til Storknabben og dermed fuldføre vores vandretur ved at nå det planlagte mål… Freja var uden tøven med på, at vi skulle nå op på toppen, succesfølelsen ved at finde grusvejen havde lige givet noget ekstra energi  😉 jeg var dog alligevel imponeret og stolt af at min seje 8 årige pige valgte den hårdere sidste strækning opad, fremfor den nemme gåen mor og bilen stille i møde  😎 

 

En sej pige nyder for anden gang udsigten fra Storknappen

To dage senere gik jeg en tur med hunden og prøvede med succes at se, om jeg kunne finde den rigtige vej der op.

Det lykkedes os at gå den rigtige vej anden gang 😉

Det var netop ved krydsningen af jernbanen, vi var gået forkert og havde vi blot gået 50 meter til venstre af stien langs sporene, havde vi fundet en tunnel under banelegemet og den rigtige sti til toppen. Sammen med hunden nåede jeg toppen på mindre end 45 minutter og dagen efter igen, gik jeg derop på 50 minutter sammen med Freja  😀

Trods den usikre følelse undervejs endte det som en sjov og mindeværdig oplevelse, vi også lærte noget af  🙂 selvom min vurdering af den begrænsede risiko i det afgrænsede område holdt stik, blev jeg alligevel overrasket af terrænets variation og den begrænsede fremkommelighed.

 

Det skal også nævnes, at den lokale turist information fraråder folk, at bevæge sig ud i vildmarken, uden en satellit telefon, da almindelige mobil telefoner ikke har dækning uden for byområderne.

 

28/1-2019 © Jens

gå til   Sverige

gå til   Tekster